Influenzavaccination



Det er ikke muligt at forebygge sæsoninfluenza med motion, kost eller frisk luft. Den mest effektive måde at mindske risikoen for at blive smittet er ved at lade sig vaccinere. Hos yngre, raske personer forebygger vaccination 70-90% af alle sygdomstilfælde. Hos ældre personer er beskyttelsen mod alvorlige komplikationer, hospitalsindlæggelser og dødsfald omkring 50%. Verdenssundheds organisationen (WHO) og de amerikanske sundhedsmyndigheder angiver at influenzavaccination kan sænke sygeligheden blandt raske arbejdere.
 

Virkninger og bivirkninger ved vaccination?

Vaccination mod influenza beskytter de fleste, men ikke alle. Så du kan godt få influenza selvom du er vaccineret, men sjældent i alvorlig grad. Vaccinationen kan give bivirkninger som ømhed der, hvor man bliver stukket, du kan få feber eller blive utilpas. Vaccinen kan ikke i sig selv give influenza. Symptomerne forsvinder generelt i løbet af et par dage. Man bør ikke blive vaccineret hvis man er allergisk over for æg, da vaccinen er produceret på æggeproteiner. Har man feber på vaccinationsdagen, bør vaccinationen udskydes til feberen har lagt sig.